Her er et par idéer til dagsture eller udflugter, mens du opholder dig i Vestjylland.
Vestervig
Hvis du er til en mindre dagstur på dit ophold i Vestjylland, kan jeg anbefale at ligge turen forbi Vestervig. Vestervig kirke er Danmarks største landsbykirke, og det er da også en gammel klosterkirke. Desværre var den under restauration, da jeg var forbi, men jeg har planer om at se den indvendigt, når det er muligt.

Ved siden af kirken ligger en jernalderlandsby, som er ganske spændende. Der er tre huse, brosten og fine “dørmåtter”.

På den anden side af vejen finder du Æ beeshus, som er et gammelt kreaturhus, som nu huser en udstilling om jernalderen på egnen.

Længere ude af samme vej er Klostermøllen, som er en stubmølle. Her kan du se, hvordan en vindmølle fungerer, og få historien om Vestervig Kloster, som blev til en herregård.

Tag selvfølgelig også indenom selve Vestervig. Her ligger Klosterparken, som ikke rent faktisk er den gamle klosterpark, men her kan du se forskellige ruter rundt i landskabet, som byder på en god del gravhøje.
Ydby Hede
Ydeby Hede er absolut et besøg værd, hvis vejret eller din påklædning tillader det. Følg skiltene til “Oldtidshøjene”. Området er fredet og indeholder 32 gravhøje og nogle hulveje, og er malerisk med gravhøjene og fjorden. Der går får i indhegningen, og det er tilladt at medbringe hunde i snor.

Når du kører til eller fra Ydby Hede kommer du forbi Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi, som du kan besøge. De har et testområde for solceller og vindmøller udendørs, og flere bygninger man kan besøge.
Thyholm
Kommer du omkring Thyholm, kan du ligge vejen forbi Den Hellige Kilde nær Hvidbjerg, som er en kilde, der menes at have været anset som hellig og helbredende før kristendommen. Kilden har et gennemløb på 10000 liter vand i døgnet og fryser aldrig. Den helbredende egenskab siges dog at være forsvundet efter en bonde badede sine syge heste i vandet.

Gennem middelalderen skulle der have været en munk ved kilden til at modtage gaver for kildens mirakler. Hvidbjerg Kirke skulle have levet godt af det, og det er da også en meget flot udstyret kirke, som du er værd at kigge på, hvis du er nærved.

Der er bl.a. et lille kalkmaleri, Jonas og Hvalen udskåret i træ og en altertavle med terracottafigurer.

Udenfor er der ved det nordvestlige hjørne er der et lille ansigt. Ifølge legenden markerer det en grav. Bispen på Børglum, Oluf Glob, blev dræbt af sin nevø foran alteret i Hvidbjerg Kirke, og kirken blev derfor lyst i band. Bandet kunne kun løftes, hvis et menneske blev levende begravet ved kirken. Et forældreløst barn blev derfor lokket i en grav med en sukkermad, og bandet blev løst. Ansigtet skulle altså markere barnegraven.

Jegindø
Jeg kan også anbefale en lille udflugt til Jegindø. På Jegindø er kirken et besøg værd.

I kirken findes en fin brochure, der fortæller om kirkens historie, men jeg kan nævne at kalkmalerierne fra 1919, samt altertavlen og prædikestolen fra hhv. 1598 og 1640 er værd at kigge nærmere på.

Herefter kørte vi ned til havnen, hvor vi kiggede på Æ fywerhus (fjordhuset), der er et museum over fiskeriet på øen.

Herfra kan man også begive sig ud på muslingeruten, hvis vejret tillader det.

Læs om andre byer i Vestjylland og Nykøbing Mors.
- aktiviteter i Vestjylland
- Den Hellige kilde på Thyholm
- Ferie i Vestjylland
- Hvidbjerg Kirke
- Jegindø
- Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi
- seværdigheder i vestjylland
- Thyholm
- Vestervig
- Vestervig Kirke
- Vestjylland
- Ydby Hede
Pingback: Vestervig Kirke – Vendelia
Pingback: Thinghuskroen, Vestervig – Vendelia